Astrup Vandværk – ledningsbrud

/ / Nyhed

Vandværket har desværre haft et større ledningsbrud ved Granlyvej syd for Faster i går. Da bruddet endeligt blev fundet viste det sig, at det var mere kompliceret end forventet. Mod forventning måtte vi straks lukke for vandet for betydeligt flere forbrugere, idet det også viste sig, at et par vel over 40 år gamle hoved-ventiler ikke ville lukke helt. Det blev dermed også af så stort et omfang, at vi ikke kunne informere vore forbrugere på forhånd. Først ved 17-tiden kunne vi lukke op for vandet igen. Fra tidligere tilsvarende situationer ved vi, at der ved genoplukning bliver frigjort okker i vandrørene – og det blev der også denne gang. Oplever du brunt vand bør du lukke alle dine vandhaner op og lade dem løbe indtil vandet er klart igen. Det kan godt vare en times tid. Husk efterfølgende at afmontere de små filtre på dine vandhaner og rens dem, idet de også kan blive delvist tilstoppet af okkeren og dermed nedsætte dit vandtryk. Førnævnte hoved-ventiler bliver nu udskiftet så vi undgår tilsvarende problem en anden gang. Vi håber vore forbrugere har haft forståelse for problemet. Har du spørgsmål til ovennævnte – ring til vandværket på tlf. 97364312. Svares der ikke – følg telefonsvarerens anvisning.