Faster/Hanning – den store sæsonoptakt til serie 2

/ / Nyhed

9 træninger og tre træningskampe har optakten til forårssæsonen bestået af, inden det går løs med første turneringskamp skærtorsdag, d. 1. april kl. 13.30 på Faster Stadion. Optakten har været ens for alle hold, men normalt har den været dobbelt så lang, og det bliver spændende om det kan ses, når kampen mod Lemvig fløjtes op på torsdag.

Træningskampene

De tre træningskampe giver, hvis man udelukkende kigger på resultaterne, ikke megen tro på en succesrig forårssæson. 1-5 nederlag, 3-1 nederlag og til slut 1-0 nederlag mod Klitten, som vi er i pulje med. Alt i alt altså 0 point og en målscore på 2-9. Kigger man derimod på udviklingen i præstationerne, kan man tydeligt se en kurve der peger i den rigtige retning, også resultatmæssigt. Tilmed kunne kampen mod Klitten lige så godt være endt med en F/H sejr, da et par store chancer blev brændt, og Klitten scorede deres ene mål på en returbold efter straffespark 5 minutter før slutfløjt.

Truppens forfatning og trupnyt

Humøret fejler intet og troen på tingene heller ikke. Formkurven er opadgående og truppen glæder sig til (igen) at prøve kræfter med serie 2, hvor den stærke trup hører hjemme!

Har man fulgt Faster/Hanning de seneste år, ved man, at anfører Rasmus Hansen har haft en enorm betydning for holdet! Desværre blev Rasmus knæskadet i efteråret, og profilen er endnu ikke klar til kamp på højeste niveau. I efteråret trådte Nickolai Ø til i Hansens fravær, men i kampen mod Klitten måtte han udgå med en knæskade også.

Når nogen går ud, må nye træde til, og der er heldigvis kamp om pladserne på holdet, så du kan godt begynde at glæde dig til at se de nye spillere folde sig ud! Morten Søndergaard, en teknisk stærk og klog spiller, der kan begå sig på midtbanen centralt eller i siden. Eskild Lynghus, der med sit stærke venstreben kan spille i venstresiden eller på midtbanen. Goe Saisida, en lille finurlig tekniker og dribler, der kan spille alt i det offensive. Thomas Krarup, der også er en klog spiller med god teknik, som kan spille centralt eller på kanten. Derudover er Christian Alstrup tilbage i buret – også en meget vigtig brik for serie 2 holdet med en god keeper! Christian har desuden stået rigtig stærkt i træningskampene, og reddede blandt andet straffesparket ude mod Klitten i sidste kamp.

7-holds-puljen

Mejrup, Lemvig, Måbjerg, Spjald og Klitten, var alle i samme pulje i efteråret, og sluttede i nævnte rækkefølge fra nummer 2 til nummer 5, men kun 5 point adskilte de 5 hold. Dermed er det altså etablerede serie 2 hold, som umiddelbart er meget jævnbyrdige. Derudover er der Holstebro Boldklub i puljen, som også er oprykker. Dermed kunne det meget vel blive en meget åben pulje, hvor alle kommer til at slå alle, og hvor forskellen fra succes til fiasko kan være meget lille!

Træneren og hans forventninger

På trænerfronten er der ikke noget nyt. Coach Bolle står stadig forrest på sidelinjen, med Richard Lauritsen som den rolige assistent lige bag ved. På spørgsmålet om forventningerne til forårssæsonen, svarer Bolle lidt vævende: “Jeg tror vi skal være kloge og tage en kamp af gangen. Puljen bliver tæt, så alt kan ske, og dermed bliver hvert point afgørende i at opnå en placering, der gør, at vi i hvert fald ikke rykker ned i serie 3 igen. Vi har brugt meget tid på defensiven i sæsonoptakten, og målet er at lukke maks et mål ind i snit pr. kamp. Kan vi overholde dette, tror jeg på, at vi får en rigtig sjov sæson i toppen af serie 2.”

Corona, retningslinjer og tilskuere

Når man spiller fodbold i F/H, finder man hurtigt ud af, at det ikke kun er for ens egen skyld, at man trækker i kamptøjet om lørdagen. Ofte følger 50-100 tilskuere med i kampen fra sidelinjen, men det tillades desvære ikke jf. corona-restriktionerne. I første omgang, er det ikke tilladt med nogen tilskuere overhovedet, men vi håber, at der snart åbnes op for dette, da det giver nerve og energi til kampen. Det vil blive savnet!!

Spillerne har desuden ikke adgang til omklædningsrum og der må ikke hilses på modstandere før og efter kamp, som ellers er normal god skik. Fedt er det dog, at F/H’s mandskaber kan komme i aktion og kæmpe for vigtige point!!

Med ønsket om en spændende forårssæson!!
F/H News