Faster/Hanning sejrer stort i første serie 2 hjemmekamp

/ / Nyhed

Ny tribune, nyklippet græs, ny kampbold og sponsorflag fra Faster. Der var lagt op til en stor dag på Faster Stadion, hvor Faster/Hanning skulle spille første hjemmekamp i serie 2 nogensinde. Flot at mange spillere har været involveret i de nye tiltag, og fantastisk at det kan lade sig gøre at samle opbakning til at få gjort tingene!   Det blev den start alle drømte om, for F/H vandt hele 4-0 over Karup, som ikke lignede et hold der hører til i serie 2. Fra start til slut var F/H dominerende og 1-0 målet kom efter 23 minutter, hvor Mads Bank scorede på et indlæg fra Morten Ahle. 2-0 målet kom efter 52 minutter hvor Philip Kjærgaard slår et flot indlæg i boksen som Rasmus Hansen header i mål. Det blev 3-0 efter 73 minutter, hvor Kasper Moesgaard tager et langt indkast fra Jeppe Fyrstenborg ned i feltet og sætter en mand og sparker sikkert i mål. Kort før tid lukkede Morten Ahle ballet, da han lidt udenfor feltet sparkede fladt i langt hjørne.   Det var altså en dejlig dag på Faster Stadion, og Faster/Hanning har nu 7 point for 3 kampe. Nu starter kampene mod de sværere modstandere, og det bliver spændende allerede på fredag, hvor vi spiller i Ølstrup kl. 18.30. Kampene mod Ølstrup har altid lige lidt ekstra lokalbrag over sig. Begge hold har store sejre med i bagagen til kampen, så der venter en kanon oplevelse i Ølstrup.