Følgende 4 er indstillet til prisen Fasters Flamme 2025
Laila Andersen
Hun har boet i byen i flere år, men er ikke synlig i det daglige. Rigtig meget af hendes fritid bruger hun som “trækker” – altså trækker heste rundt på rideskolen i Skjern for borgere med forskellige udfordringer. Ligeledes yder Laila en stor indsats på rideskolen med praktiske ting, og afløser gerne, hvis der er brug for det.
Som nabo går vi heller ikke forgæves, hvis der er brug for en hånd, et råd, eller blot et kæmpe smil og vink, når hun kommer kørende i hendes lille “radiobil” (Peugeot 107). Laila er indbegrebet af smil, hestelatter, vittigheder og medmenneskelighed.
Jens Peder Bendtsen
Jens Peder har sat et stort aftryk på udviklingen i Faster Sogn. Han har siddet i flere bestyrelser og gjort et utrætteligt arbejde for bl.a. cykelstier i området. Som medlem i Aktiv Fasters bestyrelse, har han aktivt taget del i stort og småt og giver input til indsatsområder i sognet. Som landmand i mange år var han altid klar til at åbne sit landbrug, og mange unge har arbejdet sammen med ham på gården og oplevet Jens’ oprigtige interesse for dem og deres liv.
Thomas Madsen & Mads Kragh
De 2 fantastiske gutter har været hovedkræfterne bag Mini-landsstævnet i Astrup, som samler sognet og også inviterer sognene omkring os med til en aktiv dag med sport, leg og sang – afsluttet med en teltfest, med dans og musik og lækkert samvær. I år tager vi til det store landsstævne – men det skulle være ganske vist at mini landssstævnet vender tilbage igen næste år. Virkelig at helt fantastisk initiativ – som fortjener en anerkendelse
Skoleleder Inger Mølholm
Inger Mølholm fortjener et stort skulderklap og prisen Fasters Flamme. Hun er altid smilende, imødekommende og positiv. Går meget langt for at skabe de bedste forhold for Faster Skole, børnehave og hele vores lokalområde.
Som skoleleder sidder hun med i Aktiv Fasters bestyrelse, og også her er hun aktiv og altid klar til at hjælpe.