Kom og vær med til fejring

/ / Nyhed

Faster Sogn er Årets Landsby i Ringkøbing-Skjern Kommune. Det skal fejres, så derfor er alle velkomne, når prisen overrækkes torsdag den 10. marts klokken 18-19.30 i Aktivitetshuset på Birkevænget 31 i Astrup.

Med den kommunale pris følger 25.000 kroner og hæderen, som folkene i Faster Sogn i den grad har fortjent, får de, fordi de gennem mange år har arbejdet målrettet med at skabe et aktivt og levende landsbymiljø. Foreninger og private gør en stor indsats for at holde områdets bygninger flotte og velholdte, og overalt sker der hele tiden nye initiativer, der fremmer fællesskab og sammenhold.

– Vi glæder os til at fejre Faster Sogn. De har gennem mange år gjort et kæmpe arbejde og vist, at der er masser af liv i landsbyområderne i Ringkøbing-Skjern Kommune, siger formand for Landdistriktsrådet Bjarne Svendsen, der suppleres af landdistriktskoordinator Lotte Finnerup:

– Noget af det som helt konkret kan fremhæves i Faster Sogn er, at de er lykkedes med at opføre lejeboliger efter en nedrivning af det gamle hotel, de har en god organisering af byens foreninger, og så har både det gamle andelsmejeri og plejehjemmet fået nye funktioner, så de nu huser andre arbejdspladser. Det er ganske imponerende.

En landdistriktskommune

Ringkøbing-Skjern Kommune er en landdistriktskommune, hvor politikerne har vedtaget, at udvikling skal ske i hele kommunen og ikke blot i centerbyerne. Derfor er den kommunale landsbypris også et vigtigt tegn på, at kommunen sætter pris på ildsjælenes store arbejde i landsbyerne.

– Prisen som Årets Landsby i Ringkøbing-Skjern Kommune går i år til et helt sogn, som har bevist, at de er gode til at tænke nyt og til at samarbejde på tværs. Derfor er jeg glad for, at Ringkøbing-Skjern Kommune med Årets Landsbypris kan være med til at anerkende den store indsats, som sognet har ydet gennem tiden, siger borgmester Hans Østergaard.

Tidligere i år indstillede LAG (Lokale Aktionsgrupper) også sognet til Region Midtjyllands landsbypris. Her er Faster Sogn sammen med Mørke, Asferg og De 7 Dale med i opløbet til at blive udnævnt som årets landsby i Region Midtjylland i april. Den kommunale landsbypris er bundet op på den regionale landsbypris. Det betyder, at den by, der indstilles til Region Midtjyllands pris, også automatisk bliver Årets Landsby i Ringkøbing-Skjern Kommune.