Fasters Flamme - 2018

Årets flamme blev:

Kjeld Nørbye Jensen
Jeg vi vil gerne indstille Kjeld Nørbye Jensen til Faster's Flamme. Kjeld har som formand for Faster forsamlingshus været den gennemgående figur, der sammen med den øvrige bestyrelse gennem flere år har brugt megen energi på at renovere forsamlingshuset, så det nu fremstår som et lyst og indbydende samlingssted. Kjeld optræder ikke med store armbevægelser, men som eksempler på resultater kan nævnes: Anlæggelse af gårdhave, naturgas, nyt loft og ”make over” i begge sale. Kjelds flamme er stabil, støt og lun og han arbejder gerne i baggrunden, hvorfor man næsten altid kan finde ham med opsmøgede ærmer i køkkenet, hvor han tager opvasken, mens vi andre fester.

De øvrige indstillinger i 2018 var:

Morten Ahle
Begrundelse: Morten har på flere områder bidraget med meget frivilligt arbejde i sognet, til glæde og gavn for børn og unge. Som teenager var han involveret i KFUM og K’ mange aktiviteter i området. Herefter fulgte nogle år i Århus, hvor han også samlede unge fra kommunen til fodboldhold mv. men også var en flittig gæst på Faster stadion. I de senere år er det ikke mindst Mortens fortjeneste, at FBG med stolthed kan have et serie 2 fodbold hold. Morten har både som spiller, anfører og nu som cheftræner skabt et fantastisk miljø for områdets unge, hvor også det sociale vægtes meget højt både på og udenfor banen, hvilket også gør, at der tiltrækkes unge fra omegns klubber. Morten besidder altid et godt humør og er klar med friske kommentarer uanset om det er til en på 10 år eller 80 der sidder på tribunen. Selvom jobbet er nogle km. væk, har Morten valgt at bruge meget af hans fritid i området og i FBG hvilket i den grad gør ham til en oplagt kandidat som Fasters Flamme.

 

Ole Christensen
Ole er en af de store initiativtagere til at byggeriet af ældreboligerne på hotelgrunden i Astrup nu er i gang. Uden hans engagement var det måske ikke gået i gang endnu.
Ole brænder for Faster Sogn. Han sidder i skolebestyrelsen for Fasters Børn, han er ungdomsfodboldtræner gennem flere år. Han er altid villig til at yde en indsats med frivilligt arbejde.
I Faster by har han været med til at forskønne hovedgaden ved, at fjerne 2 faldefærdige huse, og han har været med til at gøre Faster anlæg til et flot område. I Astrup har han også hjulpet med renovering af Faster Arena, den nye bandebane.
Ole Christensen er en ihærdig mand, han er et positivt væsen – altid med et smil på læben. Han er god til at inspirere andre til at deltage i diverse projekter her i sognet.

 

 

 

Søren Olesen
Vi synes at Søren Olesen i flere år har fortjent at blive Fasters Flamme. Søren stiller altid op, og specielt hvis der skal laves mad, så er Søren klar - han planlægger, sørger for indkøb, koordinerer salatsnittere og griller kødet til mange af de arrangementer, som vi alle har glæde af her i sognet. Han (og Nicholine) har i flere år holdt liv i Astrup KFUM spejderes Familiespejdere, med spændende arrangementer og udflugter.
Søren er også engageret i FBG - som aktiv i sponsorudvalget - og hjælper på den måde til at sikre, at der er gode tilbud både børn, unge og voksne i foreningen.
Derudover er Søren en dejlig imødekommende og god fyr, med let til smil og han tager alle udfordringer med godt humør.

 

Keld Frimor
Keld er en aktiv træner gennem mange år på årgang 2004 fodboldholdet. Nu er han også begyndt som badminton træner. Keld er den stille, stabile hjælper, med styr på tingene, og så har han en god tilgang til de unge spillere.

TOP