The ‘Comeback Team’ står til igen!!!

/ / Nyhed

To mål dybt inde i overtiden gav F/H en vigtig 3-2 sejr i en kamp, hvor sponsorerne var samlet og altså fik fuld valuta for pengene.

Spillerne mødte som nævnt i optakten ind et kvarter før normal mødetid. Det viste sig, at cheftræner Bolle havde bedt om ordet til sponsorsamlingen for at præsentere sine 14 udvalgte til søndagens kamp, men det var ikke ligefrem en velforberedt træner, der mødte sponsorerne. Hele tre gange havde han ikke styr på sine spilleres navne, og især Allan “Bedemanden” Munch må stå med en lidt mærkelig fornemmelse, efter at træneren i flere omgange ikke kunne huske hans navn.
Derfor var det også meget passende, at Allans fanklub var mødt op til dagens kamp med et stort banner, hvor der stod ‘kom nu ALLAN’ – et banner de stod og viftede med lige ved siden af cheftræneren, som en stille protest.

Kampen blev spillet i et højt tempo, og Skjern lignede ikke et hold, der lå i bunden af rækken. F/H burde nu alligevel være kommet foran.. To på stolpen og to tværbolde der strøg igennem feltet en meter fra målet, kunne lige så let have givet en føring. Men Skjern kom pludselig foran kort før pausen, og kom igen foran 2-1 senere i kampen. Men – det er åbenbart ikke for sjovt, at cheftræneren har døbt sit hold ‘The Comeback Team’ – for i går var det da i den grad sandheden! Udligningen til 2-2 kom i det 94. minut på en dødbold, hvor Christian Rix headede sit første officielle mål for Faster/Hanning i kassen!! Men det lignede ikke et tilfreds mandskab, der hurtigt fik bragt bolden til midten og spurgt dommeren hvor lang tid der var igen. “Et minut, lød det fra dommeren”.
Skjern giver bolden op, sparker den frem i deres venstre side. Simon Hansen erobrer bolden, spiller den op i fødderne på Morten Ahle, der ligger den af til Christian Rix, som sender en perfekt dyb stikning til Anders Madsen, der var kommet ind på sin gamle position som højre kant. Anders Madsen løber fra forsvaret og tager en dribling mod baglinjen, slår en perfekt tværbold ind foran kassen, hvor lynhurtige Thomas Madsen er på plads ved bagerste stolpe og triller bolden stille og roligt ind i det tomme mål – i øvrigt sit mål nummer 35 i den hvide trøje!! Jubelen breder sig hurtigt!!! – og det er ikke som på de fleste superliga stadions, hvor tilskuerne går før tid – nej her var alle stadig på plads.! En opbakning som ikke er set på ret mange serie 3 holds stadion!! Genial afslutning på kampen som sender Faster/Hanning i front med tre point ned til de nærmeste forfølgere.

Næste kamp er på fredag, hvor F/H drager til Kibæk. En kamp der formentlig starter kl. 18.00 (selvom der pt. står kl. 19 på de officielle sider)