Den store optakt til Faster/Hannings efterårssæson

/ / Nyhed

Tre kampe er nu spillet til Hodsager Cup, den nye cheftræner Bolle (Erik Kjærsgaard, red.) har gjort sine første transfers og spillerne har nydt en ganske almindelig sommerferie, da foråret jo hverken bød på oprykningschampagne eller nedrykningsgravøl. Så her lige en lidt lang reportage, der gør den trofaste fan klar til sæsonstart om en uge.

Hvem præsenterer sig selv som ’Bolle’?
Da der kort efter sommerferiestart var spillermøde og præsentation af den nye træner i Faster/Hanning, var der særligt et samtaleemne efter præsentationen. Da den nye træner Erik Kjærsgaard får ordet, starter han med at præsentere sig selv: ”Jeg hedder Bolle, eller – det er i hvert fald mit ’trænernavn’…” – og hvis man nu har et ’trænernavn’, kunne man så ikke have fundet på et eller andet, der bare lød lidt sejt?
Bolle har gjort sin entre, og det har givet et par forandringer på både formation, positioner og spillertrup.

Årets mål blev måske scoret til Hodsager Cup…
Traditionen tro har Faster/Hanning deltaget i Hodsager Cup med et enkelt hold. Det har budt på tre kampe. Et 2-1 nederlag og to uafgjort på henholdsvis 2-2 og 1-1. Højdepunkterne kan let koges ned til tre bullets:
1) Rasmus Hansen bankede en vanvittig flugter ind i kassen fra 22 meters afstand. Søren Bækgaards aflevering var nøglen, hvis man spørger ham i hvert fald.
2) I tredje kamp er der debut til Christian Rix – en debut der ikke gik stille for sig. Han starter med at snuppe anførerens normale nummer #10, smider det normale sikre midtbanekort Morten Ahle ud på bænken og i anden halvleg begår han desværre straffespark og får i samme ombæring sit første gule kort i den hvide trøje… Hvis nogen er i tvivl, er Christian Rix landet!!!
3) Spillet gik fra ringe til nogenlunde til en rigtig god sidste kamp, hvor Ulfborg som spiller i serie 2 burde være blevet besejret, hvis man kigger på spil og chancer.

F/H 1 – 2 Måbjerg (S.3) (Rasmus Hansen scorer)

F/H 2 – 2 Vinding (S.4) (Rasmus Hansen og Morten Ahle scorer)

F/H 1 – 1 Ulfborg (S.2) (Anders Madsen scorer)

 

Travlt transfervindue for sportschef Martin Andersen
Det har tydeligt kunnet ses, at Bolles underskrift på trænerkontrakten var med flere betingelser, der formentlig stod skrevet med meget små bogstaver. I hvert fald har sportschefen knap haft tid til sin sædvanlige sommerferie, da Bolle har ytret ønske om papir på samtlige u-20 spillere fra F/H’s omegn.
Eskild Tylvad har meldt sin ankomst – og har allerede vist sit store potentiale.! Elegant teknik, god fart og en lille knægt, som ikke er bange for at tage imod nogle senior-tæsk. Ham vil I primært se på modstanderens banehalvdel.
Christian Rix, der i modsætning til Eskild, er en stor og stærk gut, som samtidig har god teknik og god boldomgang, vil I primært se på den centrale midtbane.
Jonas Galsgaard, en defensiv type, der næppe lader en modstander komme forbi, vil I se i forsvaret.
Og så er Allan Munch tilbage efter forårets udlandseventyr, der heldigvis ikke bød på en længere kontrakt, og Lars Hindbo har fået sømmet hænderne fast til armen igen, så de nu også kan tage fra i målet..
Dermed er det også et betydeligt forstærket mandskab, der er klar til at kæmpe i den hvide trøje.!

4-3-3.. men hvem skal have handskerne på?
En af de nye ting, som ser ud til at ligge ret fast, er den nye 4-3-3 formation, som er blevet praktiseret til hele Hodsager Cup. Formationen passer godt til truppen, da der er mange centrale midtbanespillere og mange kantspillere. Anders Madsen er blevet testet på venstre back. Hans venstre ben og offensive tilgang til spillet fra den position, ser ud til at fryde cheftræneren. Det er umiddelbart den største forandring positionsmæssigt.
Et af de svære valg for Bolle bliver målmandsposten. Christian Alstrup og Lars Hindbo har begge vist solidt målmandsspil til Hodsager Cup, og det er i den grad et luksusproblem at have to så gode keepere til rådighed!

Efterårets pulje…
BK Klitten
FodboldHoldet Herning
Give Fremad
Herning IK
Herning KFUM
Kibæk IF
Skjern GF

Vi kender Klitten og Kibæk fra forårets pulje. Give og Skjern er begge klubbernes andet hold. Give spillede oprykningskamp til serie 2 i foråret, så det er helt sikkert et stærkt hold. Skjern er oprykker. De tre Herning hold ved vi ikke det store om, men FodboldHoldet Herning er en forholdsvis ny klub, som har hele fire senior hold, med dette som det bedst placerede, så mon ikke det er et rigtig stærkt oprykkerhold. Herning KFUM spillede også oprykningskamp i foråret, men glippede ligesom Give også den mulighed.

Hermed håber vi, at du er klar til turneringstart.! Vi starter med en kamp i Give lørdag d. 10. august kl. 14.00 og har første hjemmekamp fredag d. 16. august kl. 19.00 mod Klitten.

Ps. Har du lyst til at være med i en lille ekstra konkurrence, kan du sætte dit helt eget Faster/Hanning drømmehold, som skraber point sammen efter præstationerne på banen… Sæt dit hold her.