Fasters Flamme - 2017
Dorthe og Hans Olesen – vindere af prisen 2017
Dorthe og Hans Olesen indstilles som par til Faster Flamme for deres utrættelige indsats i mange af sognets foreninger og institutioner gennem en lang årrække. Både fælles og hver for sig. For blot at nævne nogle: Faster Forsamlingshus, Faster Skole, Mejeriet, Astrup Købmand, Faster B&G og Aktiv Faster. Bestyrelses- og udvalgsposterne har været mange og indsatsen stor. Hertil kommer deres bidrag med praktisk arbejde både i det daglige men også når der er arrangementer fx i Aktiv Faster, julemarked ved Købmanden osv. Det kan være som tovholder men lige så ofte yder de deres indsats i baggrunden – uden at gøre opmærksom på sig selv.
Ingen går forgæves efter hjælp hos Dorthe og Hans – og ofte når man slet ikke selv at spørge!
Jens Peter Bendtsen
Jens er et stort aktiv for vores lokalområde. Han har i flere år været med i skolebestyrelsen og gør nu en stor indsats i Aktiv Faster.
Jens elsker at provokere og sætte nye tanker i gang og han er ikke bleg for at gå forrest når tingene skal føres ud i livet. Jens er meget visionær. Jens tænker meget på hele lokalområdet og er god til at involvere forskellige interessenter i initiativer og aktiviteter. Jens kender spillets regler i foreningslivet og det politiske spil og er der også en god medspiller.
Jens er landmand og er stolt af sit hverv, hvor han også gerne tager et socialt ansvar. Jens og Marianne åbner gerne deres hjem for at fortælle og lære fra sig om livet på landet.
Så Jens brænder på mange måder for vores lokalområde og et medvirkende til at vi også lyser op andre steder.
Jens fortjener et skulderklap for sin indsats.
Niels Lund
Niels er aktiv på flere felter, men der hvor man måske lægger mest mærke til det er i Badmintonklubben, hvor han gør et stort stykke arbejde og er en af drivkræfterne, både med de gode tilbud til børnene og de unge, men er også aktiv i seniorafdelingen.
Niels er også aktiv i bestyrelsen i Aktiv Faster og påtager sig gere forskellige opgaver her, både mht. indvendig og udendørs vedligehold, ligesom det også er ham der sørger for at holde styr på kalenderen for Aktivitetshusets udlejning.
Gennem tiden har Niels (og Birgitte) også hjulpet med planlægning og tilplantning af de grønne områder ved Aktivitetshuset.
Man kan regne med Niels og han påtager sig gerne nye opgaver efter behov.
Nicholine og Søren Olesen
Jeg vil gerne indstille Søren og Nicholine Olesen – det er bemærkelsesværdigt hvad de bidrager med til sognet både ifht gymnastik, spejder – men også ifht os “tilflyttere”… som gør at man føler sig som en del af samfundet. Og de er de mest hjælpsomme og gavmilde mennesker. Og alt det de gør, samtidigt med at have 3 forholdsvis små børn.
Det tager jeg hatten af for!