Turistinformation
Ejstrupsøerne
Kort over området kan ses her (klik)
De gamle brunkulslejre i Ejstrup er omdannet til et herligt rekreativt område.
Det meget kuperede terræn er noget specielt i forhold til det flade Vestjylland, og den varierende bevoksning med søerne gør området spændende af færdes i.
Der er afmærkede stier til en frisk kondi- eller spadseretur.
Området er også indbydende til en hyggelig skovtur.
Her er borde og bænke, hvor man kan nyde sin medbragte mad- eller kaffekurv.
Den største og smukkeste af søerne, som har en overflade på 4000m2 og er ca. 6 meter dyb, er med put and take fiskeri. Der udsættes jævnligt ørreder i størrelsen 600 g til 6 kg.
Fiskekort kan købes hos:
- Astrup Købmandshandel
- Selvbetjening ved den lille P-plads (drej til V i vej-Y)
Evt. spørgsmål vedr. fiskeriet til Aktiv Faster, Jørgen Hindhede – tlf. 2084 5916
Hyg jer i et fantastisk dejligt naturområde og overnat gerne i shelterne, de er til fri afbenyttelse – medbring selv brænde til bålet og brug faciliteterne ved bålstedet.
Vestjyllands svæveflyveklub
“FLY LIKE AN EAGLE – BE A GLIDER PILOT”
Vestjyllands Svæveflyveklub holder til i det naturskønne område ved Ejstrup. Vores udvikling gennem de seneste år har været stor og særdeles positiv. Vi er 25-30 medlemmer i klubben, og vi flyver hver weekend, hvor vejret tillader det i perioden fra marts til november. Ud over svæveflyvningens mange muligheder har vi også fokus på det sociale.
Vestjyllands Svæveflyveklub blev startet i 1985 i Stauning. Da vejret ved Ejstrup er mere velegnet til svæveflyvning, blev klubben flyttet til Ejstrup. Klubbens nuværende adresse er Højbyvej 14, 6900 Skjern.
Vestjyllands Svæveflyveklub er medlem Dansk Svæveflyver Union som er underlagt Danmarks Idrætsforbund.
Klubben har en politik om, at så mange som muligt, skal have adgang til svæveflyvning. Dette føres ude i livet ved, blandt andet, at holde et lavt kontingent og lave flyveomkostninger.
Hangaards Have
I løbet af et år er der tusindvis af pragtfulde øjeblikke i haven, hvoraf her blot skal nævnes nogle få.
Om foråret er der 40-50.000 løgplanter der pryder haven, for derefter at glide godt 700-800 rhododendron og azalea. Vi har også godt 100 forskellige clematis sorter, og de snor sig op i de stedsegrønne træer og buske, giver en dejlig efterblomstring i rhododendron bedene rundt om i haven, eller bliver brugt til bunddækkende planter, hvor de hager sig fast i planter i nærheden.
Sjældne træer og buske blomstrer i sommerens løb, roser i hundredvis, heraf rigtig mange historiske og engelske, til at forskønne øjeblikket og til at give inspiration til hvilke roser man evt. selv kunne tænke sig i haven derhjemme.
Vores store labyrint, med den forsænkede have ”Oasen” har været et yndet mål for børn og børnefamilierne, men en glad latter høres også fra de mange forskellige grupper og foreninger der gæster haven. Masser af oplevelser venter dig i Hangaards Have.